Hvem er Kragemanden – og hvorfor denne dybe fascination af krager?

Mit navn er Claus, men de fleste kender mig som Kragemanden.
Det sjove er, at jeg aldrig havde nogen interesse for fugle — jeg vidste intet om dem, søgte dem ikke, fodrede dem ikke, og tænkte slet ikke over dem.
Indtil den dag, hvor kragerne fandt mig.

Da kragerne kom ind i mit liv

Det skete for omkring fire år siden, midt i en periode hvor jeg kæmpede med svær PTSD.
Mit hoved var fyldt med støj, verden føltes fjern, og jeg famlede efter noget, der kunne give bare en smule ro.

Og så skete det.

Tre krager nærmede sig mig.
Ikke fløj forbi.
Ikke holdt afstand.
De kom hen til mig, stille og undersøgende, som om de kunne gennemskue alt det, jeg ikke selv kunne forklare.

Der var en mærkelig form for genkendelse i deres blik —
som om de så noget, jeg havde forsøgt at skjule for alle andre.

De dømte mig ikke.
De forlangte intet.
De var der bare… og det var nok.

Folk siger ofte:
“Jamen, de følger ham jo kun, fordi han fodrer dem.”
Men det er ikke hele sandheden.
Mine nærmeste krager følger mig, uanset om jeg har snacks med eller ej.
De kommer, fordi der er et bånd — fordi vi har noget sammen.

Jeg lærte hurtigt, at hver krage har sin egen personlighed, sin egen opvækst, sin egen kreativitet.
Deres intelligens er forbløffende, deres humor er tør og legesyg, og deres evne til at læse mennesker er næsten skræmmende præcis.

Hvorfor netop kragerne fandt mig

Hele mit liv har jeg følt mig som det sorte får —
som barn, ung og voksen.

Ironisk, ikke?
At jeg så endte blandt de sortklædte fugle, der matcher både min historie og mit hjerte.

Jeg har brugt største delen af mit liv på at hjælpe andre:
skabe projekter, netværk og fællesskaber, der har hjulpet tusindvis af mennesker ud af ensomhed og tilbage i livet.
Jeg har modtaget priser og anerkendelse fra kommunen, organisationer og fagfolk.

Men følelsen af ikke at høre til, af at stå udenfor og kigge ind —
den forsvandt aldrig helt.

Min opvækst var hård.
Jeg endte i ungdomsinstitutioner, så venner gennemgå ting, ingen børn burde se.
Senere i livet kom knæskader, psykisk sygdom, ulykker og en lang kamp med PTSD, der næsten slog mig ud.

Jeg gik ture ved stranden og i skoven for at genoptræne mine knæ og finde ro i hovedet.
Men det var kragerne, der gav mig begge dele.

Fra fremmede til familie

Jeg begyndte at genkende dem — på deres ansigter, stemmer, måden de gik på.
Og de genkendte mig.

Jeg blev venner med flere forskellige flokke.
Nogle spotter mig i en radius på 50–60 kilometers afstand fra mit faste kragested — ofte fra Moesgård Strand, Egå og helt til Ajstrup.
Selv ved mit hjem i Aarhus N dukker der af og til gamle kragevenner op, sikkert dem, jeg engang mødte ved havet.

De bragte mig gaver:
en musling, en glasstump, et bær, en krabbe klo.
Små tegn på tillid — og venskab.

Kragerne gav mig ikke bare fysisk styrke tilbage.
De gav mig mental styrke.
De gav mig formål, ro og en følelse af at høre til.

Crow Therapy – min vej tilbage

Jeg er ikke “rask”.
PTSD forsvinder ikke.
Jeg har stadig dage, hvor det hele ramler.

Men “krageterapi” har gjort livet værd at leve igen.
Kragerne har lært mig tålmodighed, tilstedeværelse og en form for fred, som ingen medicin nogensinde har kunnet give mig.

Og når tusindvis af krager samles ved stranden i vintermørket, omkring klokken 16, og himlen bliver levende som et sort, bølgende tæppe —
der føler jeg mig hjemme.

Legenden, der spejler mig

Der findes en gammel fortælling om, at krager engang var verdens smukkeste fugle.
At deres fjer glimtede i alle regnbuens farver.
At de dansede ved de hellige bål, hvor menneskers sjæle samledes før den sidste rejse.

Men en nat fløj kragerne for tæt på flammerne.
Deres farver blev brændt væk, deres stemmer blev ru, og deres fjer blev sorte som natten.
Alligevel rejste de sig med stolthed.
De havde ofret deres skønhed for at hjælpe os.

Siden har de båret farverne af mod, transformation og overlevelse.

På mange måder spejler den legende min egen historie.
At miste farver, rejse sig igen — og finde styrke i det mørke, man bærer med sig.

Hvem er Kragemanden, når han ikke er med kragerne?

Jeg er Claus.
En mand i slutningen af fyrrerne, der har bygget sin tilværelse på at hjælpe andre, skabe projekter, udvikle fællesskaber og male sin historie — både på vægge og i livet.

Jeg begyndte med graffiti som 11–12-årig og har malet under flere navne gennem årtier.
Efter mine knæskader måtte jeg stoppe de store værker, men jeg håber en dag at vende tilbage, når styrken er helt tilbage — takket være de ture, kragerne har fået mig ud på.

Jeg har overlevet en alvorlig ulykke og kæmpet imod PTSD, gamle traumer og smerte.
Jeg søgte fred ved havet — uden medicin — og fandt den på en bænk med udsigt over bølgerne.

Der landede en sort krage ved siden af mig.
Jeg delte et stykke af min sandwich.
Og sådan begyndte alt.

Det var starten på den historie, der nu har gjort mig til Kragemanden.

En ny familie – født af det vilde

I dag besøger jeg flere kragefamilier jævnligt.
De kender mig.
Jeg kender dem.
Nogle flyver ved min side, andre følger mig i skoven, nogle møder mig på stranden, og enkelte sidder på min arm eller mine ben, som om det var det mest naturlige i verden.

De gav mig det, jeg troede, jeg havde mistet for altid:

En følelse af at høre til.
En grund til at fortsætte.
En familie — født af naturen.

Det er derfor, folk kalder mig Kragemanden.
Fordi jeg lyttede, da de kaldte.
Og fordi de gav mig mit liv tilbage.