Kragefascination – hvorfor?
Kragerne kom ind i mit liv, da jeg havde allermest brug for det – og det var dem, der på forunderlig vis fandt mig, og slet ikke omvendt som mange sikkert forestiller sig. Ofte hører jeg folk gå forbi sige, nåh, jow jow, han fodre dem nok, det er derfor de kommer så tæt på ham. Men det er ikke helt sandheden bag. Jovist er der en hel del af tilløberne som har sluttet sig til flokken der følger mig på mine ture. Men faktisk følger de og ikke mindst mine nærmeste kragevenner mig uanset om jeg har mere mad eller ej. De nyder ligesom jeg at vi også kan lege, sludre sammen, driller mågerne osv. Kragerne har vist sig at være super intelligente og hurtige til at aflæse og lære af og under forskellige situationer og så er det helt vildt sjovt med den store forskel der er på deres personlighed, opdragelse og opfindsomhed.
Lidt om mig og min historie der førte til kragerne
Jeg har altid følt mig som det sorte får. Både som barn, ung og voksen har jeg kæmpet for at finde min plads i verden. Og det er selvom jeg har brugt hele mit voksenliv på at hjælpe andre, der heller ikke føler de passer ind. Jeg har så længe jeg kan huske, følt mig udenfor og haft rigtig svært ved at komme ind i fællesskaber, selvom der altid har være interesse fra andre i at lære mig at kende. Jeg har sågar vundet priser og fået stor anerkendelse for mit arbejde og innovative projektidéer da de har hjulpet tusinder med at bryde med bl.a. ensomhed og at rejse sig efter svære livssituationer, men alligevel har følelsen af ikke at høre til og manglende følelse af at finde min plads fulgt mig. Flere gange har livet tilmed slået mig omkuld og helt ud af kurs – med fysiske skader, livstruende sygdom og ikke mindst en alvorlig kamp mod PTSD.
Mit forhold til kragerne blev en form for terapi. Gåturene på stranden og i skoven hjalp mig med at genoptræne mine knæ og gav mig samtidig ro i sindet. Jeg blev langsomt en del af deres verden – og de af min. Jeg lærte at genkende en del af de enkelte kragefugle ud fra deres personlighed, udseende eller adfærd når vi er sammen, og med tiden blev jeg sågar venner med fire forskellige grupper af krager, der alle holder til omkring stranden. Jeg er senere blevet opsøgt af krager der genkender mig over stort set hele byen helt fra Ejstrup Strand og til Egå Strand. Omkring min egen bopæl i Aarhus N er jeg også blevet opsøgt af krager der muligvis kendte mig fra stranden, så nu kommer de hjemme hos mig on/off og hilser på mig der.
Kragerne har ikke bare hjulpet mig med at genvinde styrken i kroppen, men også med at bearbejde min PTSD. Deres nærvær og intelligens har givet mig et nyt perspektiv på livet. Det er blevet en måde at finde en højere mening og balance i min hverdag, og i dag føler jeg, at jeg har fundet min plads – takket være dem.
Når jeg tænker tilbage, er det næsten ironisk, at jeg, som aldrig før har interesseret mig for fugle, nu har fundet så meget ro og glæde i samværet med kragerne. Men måske var det netop dét, jeg havde brug for – og måske var det netop derfor, de fandt og opsøgte mig.
Det en nemlig lidt spøjst for mig, at det netop er hos kragefugle jeg har fundet min ro, trøst eller plads om man vil. For ifølge et gammelt sagn som jeg her vil fortælle, kan jeg på sin vis spejle mig lidt i fortællingen, hvilket jo nok også er meningen at vi alle skal kunne.
For længe siden, i en tid der for længst er glemt, var kragerne kendt som de smukkeste fugle på himlen. Deres fjer var i alle regnbuens farver, og deres stemmer kunne høres som en smuk sang, klare og harmoniske. De var skabningernes pryd, æret af både himmelens væsner og jordens folk.
Kragerne havde en meget særlig og vigtig opgave i verden. De dansede ofte ved menneskenes bål, hvor sjælene fra de afdøde samlede sig for at samle mod til deres sidste rejse mod stjernerne og Gudernes rige. Kragerne dansede ved bålet, for at ære vores sjæle på den sidste rejse, og deres farverige fjer kastede et magisk lys hen over bålet og videre ud over himlen, som det man i dag kender som nordlys.
Men en nat, da månen stod fuld og ilden brændte højere end nogensinde før, blev kragerne overmodige. Deres dans kom for tæt på flammerne, og gnister blæste højt og landede i deres smukke fjerdragt. Før nogen kunne stoppe det, omsluttede ilden kragerne, og flammerne forvandlede deres pragtfulde farver til dybe og mørke nuancer. Deres skønne stemmer blev dæmpet og hæse, som havde ilden efterladt et evigt og arret mærke på deres egne kroppe og sjæle.
Da ilden endeligt var slukket og sjælene rejst afsted, var kragerne ikke længere de farvestrålende væsner, de engang var. Men deres sorte fjerdragt glinsede som natten, og deres stemmer lød ru og rå. Men i stedet for at sørge og se det som et nederlag de ikke kunne komme videre fra, rejste de sig med stolthed.
De viste hele universet, at de havde ofret deres skønhed for at beskytte menneskenes sjæle på den sidste og måske aller vigtigste rejse i vores tid her på jorden.
Siden den dag har krager båret deres sorte fjer som et tegn på deres tapperhed og tætte forbindelse til livets mysterier. De minder os om, at skønhed kan findes i selv det mørke, og at transformation er en nødvendig og uundgåelig del af livet her på jorden.
Hvem er Kragemanden når han ikke er kragemand?
Jeg hedder Claus, er sidst i 40’erne og blev kendt som Kragemanden, fordi jeg har skabt et særligt bånd med kragerne ved Moesgård Strand. Det var dog ikke planlagt – faktisk var det kragerne, der opsøgte mig, ikke omvendt.
Jeg har har levet et hårdt liv, vil nogen mene, og jeg har i en tidlig alder oplevet livets skyggesider, ved bl.a. at observere de venner jeg mødte som anbragt på en institution i min barn og ungdom. Det var ikke småting de venner havde gennemlevet og selvom jeg også selv har mit med i bagagen, lærte jeg tidligt, at livet godt kan være hårdt, men for andre kan det være endnu hårdere. Og man lærer hurtigt, at for nogle – der kommer fra andre kår, kan hvad man selv opfatter som en bagatel, være det allerværste der har overgået dem og så skal man naturligvis møde dem der. Siden jeg var først i 20’erne har jeg udviklet og arbejdet på forskellige koncepter der havde det til fælles, at hjælpe andre til at hjælpe sig selv. For mig har det altid været vigtigt at have noget at kunne fordybe mig i. Den fordybelse fandt jeg i Internettet for allerede før Internettet blev udbredt i 90’erne var jeg online på datidens bulletinboard systemer, der på sin vis fungerede som Internettet, bare noget mere primitivt. Da Internettet blev udbredt kastede jeg mig straks over det at udvikle hjemmesider og det har jeg siden haft meget stor glæde af. Jeg blev ophavsmand til flere nytænkende koncepter som senere er blevet udbredt vidt og bredt. bl.a. indenfor nichedating, Målrettede SoMe platforme etc. Noget jeg fortsat driver og udvikler på idag, 30 år senere. Jeg har tidligere vundet diverse priser og hæder fra bl.a. kommunen for at have gået forrest og inkluderet byens udsatte og hjulpet med at gøre byen til en by for alle.
Udover mig arbejde som konceptudvikler og talsperson for udsatte borgere har jeg en fortid som udøvende kunstner. Nogle vil nok diskutere hvorvidt det er en kunstform eller ej, men jeg har siden jeg var ganske lille tegnet og malet meget. Derfor faldt det mig som 11-12 årig helt naturligt at hoppe med på graffitibølgen, så jeg har hele mit liv i perioder være aktiv med spraydåser og malingtuscher. Efter mine knæ blev ødelagt har jeg dog måtte begrænset det meget, men on/off maler jeg stadig for hyggens skyld. De store facader og kunstopgaver har jeg dog desværre måtte opgive, da jeg ikke kan holde til at stå oprejst så længe, men det går rette vej ved hjælp af mine gåture hos kragerne. Så mine smerter er delvist under kontrol og jeg kan nu gå på trapper og holde til de længere ture igen. Så håber at vende tilbage med spraymalingen engang i fremtiden.
Efter en ulykke, hvor jeg slap fysisk uskadt, begyndte jeg at kæmpe med PTSD of gamle traumer begyndte at vælte op i mig på ny. Jeg søgte derfor et sted, hvor jeg kunne finde ro uden medicin, og det fandt jeg ved stranden under corona-pandemien. Her var stilheden, havudsigten og muligheden for et kølende havbad en stor hjælp både fysisk og mentalt.
Kragerne kom ind i mit liv helt uventet. Først lagde jeg mærke til en sort krage blandt gråkragerne, og snart begyndte den at opsøge mig. En dag landede den på bænken ved siden af mig, mens jeg kæmpede bravt mod de tunge tanker i en langsomt voksende depression. Jeg talte til den, delte lidt af min sandwich, og fra det øjeblik blev vi på nærmest magisk vis venner. Sidenhen blev jeg præsenteret for hendes venner/familie og nu kender krager fra nært og fjernt til mig, hvilket er ret forunderligt og morsomt at opleve.
I dag besøger jeg fire grupper af krager i området, som hver har deres eget territorium. Når jeg besøger stranden, går jeg rundt til dem alle med snacks og hygger mig med de forskellige flokke. Om vinteren mødes de omkring ved 16 tiden når solen går ned og så er alle samlet i det sted jeg kalder deres sovesal. Deres intelligens og sociale natur har virkeligt hjulpet mig gennem min egen genoptræning – både fysisk og psykisk. Og det er jeg evigt taknemlig for og derfor bliver jeg ved og ved med at give tilbage og finde glæde i at være sammen med mine kragevenner – eller kragefamilie om man vil.
Mine mange gåture med kragerne har styrket mine knæ, hjulpet med at få vægten ned og givet mig kontrol over følgesygdomme som forhøjet blodsukker og blodtryk. Endnu vigtigere har de hjulpet mig med at genfinde roen og balancen i mit indre, så jeg kunne få styr på min PTSD gennem min selvterapi som jeg har valgt at omtale som værende min krageterapi
Et par gange om året samles tusindvis af krager fra nær og fjern ved stranden. Det er et magisk syn, som kun få har oplevet. Jeg føler mig heldig over at have fået en plads i deres verden – og de i min.
