In memory of my beloved crow, Blackie, may she rest in peanuts.
Jeg har mistet min sort krageven, Blackie, det var Blackie der startede det hele, da hun opsøgte mig under en depression jeg var ramt af.
Døjede i en lang periode med ødelagte knæ og efter 2 operationer var de flere år efter stadig svært for mig at gå.
Da jeg så en nat var involveret i en ulykke hvor jeg i forsøget på at redde en kvinde væk fra kørebanen selv var ved at blive påkørt, da jeg måtte opgive og springe i sikkerhed og derefter forsøge at hjælpe både den påkørte kvinde og føreren af bilen der påkørte hende, havde jeg en lang periode med svære PTSD symptomer.
I denne periode befandt jeg mig meget på en bænk ved Moesgård, hvor jeg kiggede ud over vandet og overvejede om alle mulighed var ved at være udtømte, for nu var jeg ikke kun handicappet men også plaget af PTSD og depression, så det var vitterligt op ad bakke.
Men det må Blackie på en eller anden måde have mærket, for det var som om at hun landede hos mig, for at sige – Op med humøret makker.
Dagene efter fulgte hun mig og holdt øje med mig fra træerne. Når jeg satte mig på bænken, gik der ikke længe før hun landede ved min side og kiggede på mig. Jeg besluttede mig for at dele min sandwich med hende og det tog hun glædeligt imod.
Dagligt fik jeg besøg af Blackie og hun bragte også sine venner Pjuske og en lille forvirret krage jeg døbte Skalle (pga. han havde en skallet plet oven på hovedet, hvor de andre krager hele tiden hakkede ham når han var fræk) med sig. De 3 blev til 15, de 15 blev til 30 og nu er der sindssygt mange krager som kender mig.
Men det er årsagen til, at jeg kommer hos mine krager dagligt. De reddede mit liv på flere måder og fik vendt min depression og sorte tanker til noget positivt.
Min daværende krise-psykolog som hjalp mig efter ulykken kaldte dem for krageterapi, og nu kommer jeg der dagligt pga. de får får mig til at se lysere på de problemer der opstår i min hverdag.
Selvom jeg mistede Blackie tilbage i november 2023, så kommer jeg stadig hos mine venner. I slutningen af 2024 mistede jeg desværre Pjuske og en anden gode krageven jeg havde døbt Ziggy / ZigZag pga. et crossed beak, hvor over og undernæb havde en deform så de krydsede hinanden. Så kommer jeg fortsat derude, Jeg har gang i en masse kommunikation og gode oplevelser med mange af de yngre krager og engang i mellem får jeg besøg af hele deres familie og så kan der være alt mellem 50 til flere hundrede krager som hilser på mig i løbet af dagen.
Ved hjælp af kragerne har jeg fundet motivation til at gå ture, nogle gange korte ture andre gange længere, de hjælper mig ved at underholde mig i mens og vise mig deres verden. Det kan være ret fascinerende og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at fugle som de jo er, kan kommunikere som de gør. De formår at træne mig ligeså meget som jeg træner dem, så det er win/win og yderst underholdene og interessant.
